10. MINDRE ULIGHED
Nicole Cecilie Bitsch Pedersen
Arbejdstitel: At spinde guld
INTRODUKTION
“Det er veldokumenteret, at indkomstuligheden er stigende. De rigeste 10 procent tjener op til 40 procent af den samlede globale indkomst. De fattigste 10 procent tjener kun mellem 2 og 7 procent af den samlede globale indkomst. I udviklingslandene er uligheden vokset med 11 procent, hvis vi tager hensyn til befolkningstilvæksten.”
Under den økonomiske krise udløst af corona pandemien, hvor hundreder af millioner mennesker er blevet arbejdsløse, er verdens milliardærer samlet set blevet over 500 milliarder rigere. I en verden,hvor økonomisk ligestilling synes mere og mere uopnåelig, taler man nu ikke længere kun om de 10% eller 1 procent rigeste, men de 0,01 % rigeste. Med opmærksomheden rettet mod verdensmål 10, mindre ulighed, rejser sig spørgsmål som;
-
Er fattige lande underudviklede, eller overudnyttede for deres naturlige ressourcer og billige arbejdskraft?
-
Hvad spinder vi hver især guld på, og er det på bekostning af noget eller nogle andre?
-
Hvordan ser en verden ud, hvor alle har samme adgang til viden, ressourcer og muligheder?
Ulighed spiller op
Til Annebergparkens 17 Goals on my Mind ønsker jeg at bidrage med et værk, der udformer sig som en sammensmeltning mellem harpen som elitært instrument og grafen over økonomisk ulighed. Harpen strækker sig i både fattig og rig ende ud og op over over grafens egen afgrænsning.
"Med værket ønsker jeg at skabe rum for en fysisk og sanselig oplevelse med ulighed via harpegrafen som fysisk instrument. Samtidig ønsker jeg med værket at gøre et ophøjet og elitært instrument som harpen tilgængeligt for alle."
KUNSTNERISK UNDERSØGELSE
Værket drager inspiration fra Lorenz-kurven der er en grafisk repræsentation af fordelingen af indkomst eller formue, de såkaldte GINI tal. En perfekt lige indkomstfordeling ville være en, hvor hver person har den samme indkomst, hvorved kurven bliver til en diagonal. Desto dybere kurve, desto mere ulighed mellem rig og fattig.
Værket finder også inspiration i udsmykningen af historiske adelige ejendele, som for eks. Marie-Antoinettes egen harpe, der var aldeles fint udsmykket med udskæringer, sirlige malerier og belagt med guld. Den lydlige inspirationskilde for værket er Æolsharpen, et udendørs instrument, der frembringer lyd, når vinden stryger langs strengene. Hvor den traditionelle harpes klang typisk vil blive beskrevet som klar og harmonisk, er æolsharpen mere melange, -en flade af mere uharmoniske klange, der kan sammenlignes med lydfladen i en opbyggende og uhyggelig filmscene. Værkets titel refererer til de kendte udtryk at ‘spinde guld på’ noget og `nød lærer nøgen kvinde at spinde’, der muligvis stammer fra historien om Rumleskaft.
Folkeeventyret fortæller historien om en fattig bonde datter der må spinde halm til guld for kongen, undervejs møder hun figuren Rumleskaft der hjælper hende mod at få hendes halskæde, fingerring, og til sidste hendes førstefødte. Via udskæringerne af harpens guldtop ønsker jeg, på samme måde som spinderokken i eventyret, at ophøje harpen til et ’magisk’ instrument, hvor beskueren/lytteren gennem anslaget kan udligne ulighed i et kort øjeblik.
Værket ligger sig i forlængelse af min kunstneriske praksis med værker som Gong for Time og den kommende installation Bells og Múrurin, der via interaktion med værket tilgængeliggør direkte kropsligt sanselige oplevelser med lyden. Jeg ser værkerne som én lang komposition; potentialet for lyden er hele tiden til stede, også når besøgende ikke er hos værket eller når de blot ‘ser på’.
Foto: Skitse af Nicole Cecilie Bitsch Pedersen
Foto: Skitse af Nicole Cecilie Bitsch Pedersen
UDFORMING
Værkets firkantede `graf form ́ smedes i jern der over tid oxiderer til en rød-rusten og ru overflade. Klangboksen udføres i samme metal, med 2 huller hvor lyden kommer ud af, og fungerer akustisk ligesom en traditionel harpe, hvor klang boksen under strengene bidrager til resonans og forstærkning af de anslåede strenge.
I jern firkanten optegnes selve grafen af et buet træ stykke hvor i mellem strengene spændes. Træ grafen udføres i ubehandlet træ, der falmer over tid. På toppen af grafen der stikker ud over formen er der, i samme stil som ultra udsmykkede harper, en udskåret og guldbelagt top. Selve rammen er 2 meter høj, hvor det guldbelagte stykke stikker op over grafen og beskueren.
Højeste punkt på værket er ca. 2,5 meter, længste 3,20 meter og 0,5 meter bred. Klangkasse og ramme laves i jern, der over tid opnår en rusten og ru overflade. Harpens hals laves i et langt stykke umalet træ, hvori pins, tunere og til sidst 100 strenge monteres. Øverst på træhalsen udsmykkes med udskæring og bladguld. Værket fæstnes sikkert ved at støbe det fast i en beton sokkel under klangkassen.
LOKAL FORANKRING
Værkets forskellige dele sources så vidt muligt lokalt. En lokal smedje producerer jern skelettet og træ til harpens hals kommer fra et lokalt savværk. Under opstilling og udspænding af strengene ligger et stort lydligt arbejde. Her ønsker jeg at involvere lokale musikere og lyd interesserede, både til sparring og snak om det klang mæssige indhold, men også til sammen at undersøge og optage de lydlige muligheder i instrumentet.
Nicole Cecilie Bitsch Pedersen
Nicole Cecilie Bitsch Pedersen (f. 1990) er kunstner og komponist uddannet fra Dansk Institut for Elektronisk Musik på det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.
Hendes arbejde spænder bredt og dækker over elektronisk musik, soundscapes og akusmatisk komposition, filmlyd, visuel kunst, installationer og skulpturer der kombinerer lyd, natur og teknik.
Hun bor og arbejder i København, Danmark.
