En kunstnerisk hyldest til FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling
I den danske købstad Nykøbing Sjælland finder man den unikke skulpturpark 17 Goals On My Mind. Parken består af 17 skulpturer, som hver især viser en fortolkning af et af FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. De permanente skulpturer er skabt af i alt 21 anerkendte kunstnere fra forskellige dele af verden.
Skulpturparken 17 Goals on My Mind er blevet til i et kunstnerisk samarbejde mellem Kunstkollektivet 8B og de involverede kunstnere. Flere kunstnere har arbejdet sammen med lokale fællesskaber, som er mobiliseret i samarbejde med Odsherred Kommune. Skulpturerne er etableret i den stemningsfulde Annebergpark; et tidligere hospitalskompleks for psykisk syge. Kulturinstitutionen Anneberg Kulturpark har i et samarbejde med Atelier for Byers Rum ved arkitekt MMA Knud Kappel og Kunstkollektivet 8B været bærende for placeringen af de 17 skulpturer. I Anneberg Kulturpark finder man desuden velkomstcenter for 17 Goals On My Mind, Michelin-restauranten Mota, åbne kunstnerværksteder, Gæstehuset i Anneberg Kulturpark, lokalbryggeriet Deeper Roots, Dansk Tang, det lokale mini-spinderi Det Vilde Spinderi m.fl.
Den officielle ejer af værkerne er Unesco Global Geopark Odsherred.
Vi glæder os til at se jer i (skulptur)parken i (kultur)parken i (Geo)parken.
Citat
”Det er er dejligt, at vi kan støtte ildsjæles arbejde og et stærkt lokalt fællesskab.
Når det så også med afsæt i FNs Verdensmål med kreative indsatser vil skabe opmærksomhed omkring vores lokalområde, er det en fornøjelse, at vores moralske opbakning kan bakkes op af en rigtig pæn økonomisk støtte.”
Petter Schøndorff / Direktør / Spar Nord Holbæk